Alper, action og afsides – flere sider af NZ

Seneste rundtur i Aotearoa (Landet med den lange hvide sky) har ført os fordi de store gletchere, omkring actionlivet i ”Capital of Adventure” Queenstown, ud i ensomheden bag de store bjerge og skove og endelig ned i kulde og regn ved øens sydkyst.

Hej igen. Vi er kommet til Dunedin. (Googlemap). Det er meningen at der skal være højt solskin, flotte strande og flotte bølger her ved stillehavskysten. I stedet høvler det mildest taget ned. Vi har de sidste 2 døgn haft ”severe weather conditions” på hele sydøen, med et stort lavtryk, der helt undtagelsesvist kaster (virkelig) store mængder nedbør nedover de forundrede kiwier. Så vi er lidt en bunke våde hunde, der søger tørvejr, hvor det nu kan lade sig gøre. Lige nu er det på en stor camppark i Dunedin (vi sidder i fælleskøkkenet, hvor der er strøm til putten og har Eske med på babytelefonen) og de sidste par dage har det været lidt cafeer hist og pist, når vi da ikke lige har trodset regn og kulde (jaja, hernede er 11 grader faktisk koldt) og kæmpet os frem til at se lidt søløver eller pingviner på de vindomsuste klipper.

Efter gletcherne, som vi skrev fra sidste gang, har vi forladt vestkysten og er kørt ind i landet igen. Her ligger Southern Alps, en række store søer og de store ”action-byer”, hvor discipliner som Bungyjump, Jetboating, Skyjumps, Heli-touring bliver dyrket i den helt store stil. Vi har fra starten ikke haft ambitioner om at dykke ned i noget af det, men var dog enige om, at det ville være sjovt at se nogen (andre) udføre dem. På vejen ind til Queenstown ligger også det første sted hvor bungy-jump blev udviklet i sin moderne form og det var gratis at komme hen til broen og kigge med. Jeg tror vi brugte næsten 1 time på stedet i ren fascination over, at se den ene bekymrede ”hopper” efter den anden blive gennet ud over kanten og 50 meter ned i dybet. (I øvrigt i nøjagtig den canyon, der bliver brugt til ’pillars of the king’ i LOTR). Anna blev sulten... Vi gjorde ikke noget af det, men der blev tændt noget i os begge – og det er jo ikke for sent endnu.

Rent faktisk havde vi kørt lidt til fra vestkysten. Vi havde fået en SMS fra en par hollandske kitesurfere Mark og Jose, som vi havde mødt et par gange tidligere. De havde fra starten kastet deres kærlighed på Eske og fiskede nu efter, om vi ikke alle 5 kunne tage på et hike sammen. Mark var vild med Eskes rygsæk og ville gerne tage sin del af slæbet op ad et bjerg. Første mål var Roys Peak nær Wanaka, (GoogleMap) men det glippede af forskellige årsager – vi forsøge derfor selv at bestige det, men måtte give op på halvvejen. Der var simpelthen for stejlt og Philip lød efterhånden som sin Pajero… Anna måtte slæbe Eske ned af bjerget (billedet) og vi havde virkelig mødt vores grænse.

Til gengæld lykkedes det os at få lavet en aftale med Mark og Jose senere, der skulle vise sig at blive endnu et højdepunkt på turen.

Vi var begejstrede for Wanaka. (GoogleMap) Skarpe tinder, blå klar himmel, lækre søer og frisk, klar luft. Et superklima og vidunderligt smukt. Og fra Wanaka og til Queenstown (og bjergkæden The Remarkables) bliver det bare flottere og endnu mere spektakulært, som man næsten også kan fornemme på kortet. (GoogleMap)

Kæmpe campsite krise i Queenstown, hvor vi først kørte til én campingplads, der var stopfyldt (og her var Eskes spisetid allerede overskredet med hvad dertil hører), derefter afsted til alternativet, der af én aller anden grund ikke eksisterede mere?!?! What?! Uendeligt heldigt stødte vi på et lille undseeligt skilt til en campingplads, der så viste sig at være en ’Christian Campsite’, der ikke annoncerer nogen steder. Men der var helt tomt og de fede camppladser med udsigt over søen, Queenstown, solnedgang - og så endda midt i det område, hvor de skød ”Various Scenes of Middlearth”. (Se på kortet sydøst for campingpladsen) GULD! Philip var omvendt og sang salmer hele aftenen… (GoogleMap)

Efter noget sightseeing omkring Queenstown (Vi følte f.eks. vi efter omstændighederne var nødt til at besøge byen ”Paradise”) satsede vi og kørte efter et i guidebøgerne totalt uomtalt sted. Vi havde aftalt at køre afsted sammen med Mark og Jose, der også var ivrige efter at komme lidt væk fra alfarvej. Philip havde mødt en gut, der varmt havde anbefalet et sted omkring The Mavora Lakes. Der skulle være meget ensomt, 50 km. ud af en grusvej, vildt skønt og i øvrigt brugt til en længere række af LOTR locations. Og det var virkelig som lovet. På det store billede af søen og bjergene kan man lige skimte en lille hvid vogn, der er camperen – vi var for os selv, med noget hyggeligt og Eske-comitted voksenselskab, øller og fed stjernehimmel. Vi fik gået et langt hike og var omkring et par locations (The Orc Mount, Frodos træstub ved floden og badede selv der, hvor Sam hopper efter Frodos båd i 1’eren.) (GoogleMap)
Som bemærket fylder disse locations eftehånden en del, men det er bare så sjovt at genkende disse flotte steder fra filmen. Vi har i øvrigt også siddet lige midt i Isengard (Sarumans Tårn) (GoogleMap) – ved billedet af Philip og Eske, der spiser.

Mark og Jose fulgte os videre til Fiorland, der er en kæmpe nationalpark i den sydlige del af sydøen. Området er kendt for ”Norgeslignende” fjorde og meget dyre cruises. Så vi havde egentlig tænkt os at droppe området, men det blev alligevel til et længere hike med hollænderne, hvor vi så lidt af den vanvittigt uberørte og smukke natur.

Det er så ca. herfra vejret knækker sammen. Vi er siden kørt yderligere sydpå ned omkring en påfaldende skotsk-domineret del af NZ. Bjergene hedder alle noget med Ben-, byerne Invercargill, Oban og Bluff og menneskerne totalt uforståelige. Men her er jo også koldt og blæsende – ligesom i Skotland. Området The Catlins på Sydøens allersydligste del havde vi glædet os meget til. Og det var også virkelig smukt med skov og græsklædte bakker og barske klippekyster med pingviner og søløver. Vejret indbød desværre bare ikke til at udforske det yderligere i denne omgang, så efter en enkelt overnatning på en stormomsust klippe ved Curio Bay (GoogleMap) er vi altså nu kørt videre til Dunedin i håb om lidt indendørs aktiviteter i byen mens det regner af.

Nu sidder vi så her og kigger lidt på planerne. Der er lidt over en uge tilbage af historen.
Philip ærger sig også stadig over ikke at have købt sin heldags SUPERCOMBO for 600$ i Queenstown (Dkr 1800,-) Først et 9000 feet skyjump, så et bungy-jump, så en helikoptertur op ad Skippers Canyon og en River-Rafting ned af samme. Anna glimter stadig i øjnene når vi snakker Bungy… vejret bliver ikke bedre før om 2-3 dage, så vi må finde på noget smart… Bliver det tilbage til bjergene eller byferie i Dunedin?! Følg med her på kanalen...

Eske-nyt: Okay, endelig kommer det, som I alle læser hele møllen igennem for at komme til… :) Eske har fået meget fine solbrune kinder. Han har opdaget en meget fin ny leg, hvor legetøjet bliver holdt ud i strækt arm over hovedet på ham. Så griner han til det og siger enten da-da eller bah-bah – det kører i laang tid. Han er altid enormt glad for at være udenfor, og har flere gange taget over 4 timer i bærerygsækken i storslået vandrehumør. I dag var vi ude ved ”Nugget Point” i regnvejr og kuling. Og med regn i ansigtet bliver der bare jublet endnu højere. På andre områder er han ved at blive lidt mere sart og kan blive meget forskrækket over høje pludselige lyde. F.eks. et stort damplokomotivs afrejsepift medførte spontan-vræl. Tandbørstningen er nu med garanti en hysteri-klassiker… (lige indtil han selv får børsten i hånden).

Kravleriet går sløvt. Han er god til at komme op på alle 4 (perfekt full-back stilling) men går altså lidt i stå der. Han har én gang taget 2 kravleskridt, men har altså ikke knækket koden endnu.

Sover stadig rigtig fint – stadig i seng kl. 19, men kommer efterhånden først ”ned” til forældrene ved 7.30 om morgenen. Her bliver der så hygget nogen tid indtil havregrøden er ved at være klar. Her til morgen har Eske så lige haft en 13 timers nat uden et eneste break. Vi får nok vores udfordringer med ham på et andet område :)

Ruten gennem sydøen fra Fox Glacier til Dunedin (GoogleMap)

Det var, hvad vi havde valgt at bringe denne gang.

Tusinde knus
Eske, Anna og Philip