Over høje vulkaner…

Ok, så gik der lidt lang tid igen. Men det er virkelig ikke mangel på vilje. Vi har ikke meget held med fungerende internet selv på de store camp-parks rundt i landet her. Når vi endelig har fundet en, med trådløst net, virker det utrolig dårligt og er ikke til at arbejde med. Internetcaféer er der naturligvis i de store byer, men det passer dårligt at skulle bruge timer på en internetcafe om eftermiddagen når man kunne ligge på stranden eller tage en dejlig spadseretur, og når vi endelig er i en større by, har vi som regel stort program med indkøb mv.… Vi prøver nu i stedet at forberede blog-indlæg, billeder og videoer på vores medbragte computer og gøre det hele klar på en usb-pind, til hurtig ekspedition når vi findet en internetcafe. Dette her materiale er f.eks. uploadet fra et ”gratis” trådløst netværk fra kommunebiblioteket i Nelson (tæt ved stranden), Sydøen. (GoogleMap)

Ja, så vidt er vi kommet siden sidst. Men der er til gengæld sket utroligt meget. Vi har vandret på vulkaner, stredt gennem ”Mordors” golde lavagrund, kastet os i frådende vandmasser i ”Anduins” rivende strøm, overnattet i spektakulære kridt-gorges for endelig at forlade nordøen under en dramatisk flot sejlads over Cook Strait til nye og spændende oplevelser på sydøen.

Og her har vi så været i 3 dage nu, på 2 forskellige campsites.

Det har dog været lidt vemodigt at skulle sige farvel til nordøen. Dels er det en slags ”halvejs” selvom det tidsmæssigt egentlig er en urimelig beregning. Dels vidste vi, at sydøen er meget anderledes en nordøen, og nordøen har vi ligssom ”knækket” koden på nu, så det er også mod nye udfordringer, naturligvis spændende oplevelser - og muligvis et par ubehageligheder. Vi har hele tiden vidst, at sydøens store bagside var de enormt irriterende og dominerende sandfluer. De ligner almindelige fluer, men er bare meget mindre. Deres bid er meget smertefuldt og kløende og det skulle vrimle med dem på sydøens fugtige og varme vest- og nordkyst. Vi har løbende spurgt til dem, når vi har mødt rejsende hernede fra – og deres ankler, håndled og himmelvendte øjne har vidnet om en alvorlig plage. Vi har simpelthen været bekymret for, om de ville gå på Eske og hvordan det ville gå.

Nu er vi her så – og det er heldigvis endnu til at leve med. Alle her siger ”…bare vent til vestkysten…” men vi lærer lige nu, hvordan de skal håndteres. Vi smører os i insekt-shit hver dag og det kan vi konstate hjælper. Desuden kan de kun bide og skal derfor have bar hud for at komme til – så det er bare at ”cover-up”, hvilket dog kan være lidt anstrengende i 24 graders varme.

Til alt held er de tilsynelande ligeglade med Eske. Han har dog har fået 2-3 bid, men reagerer overhovedet ikke på dem – hehe.

Men her et hurtigt rids over turen siden sidst. Fra Napier en lang tur tilbage ind til midten af øen, hvor der ligger 3 store vulkaner. Først var vi dog lige forbi NZ’s største sø, Lake Taupo, hvor det siges, at ørrederne nærmest hopper op i hænderne på lystfiskerne. (GoogleMap) Ørred må ikke sælges eller købes hernede så det er virkelig et lystfiskermekka. Vi mødte dog en ynkelig fisker på campsitet, der havde ligget der med sin båd i 2 uger og ikke fanget én eneste. Men vi fik badet i søen og det er der vist også en lille video på www.youtube.com/philipmundt der viser.

Nationalparken med de 3 vulkaner hedder Tongariro National Park – alle 3 vulkaner er stadig aktive (den ene er kendt som ”Mount Doom” fra Lord Of The Rings) og en anden var lige gået fra risclevel 0 til 1 – yeah! Vi fik taget nogle mindre hikes i området og kørte også med en skilift næsten til toppen på den ene. Enormt flot, alpint lavaland – barskt, men også dejlig svalt i 2000 meters højde – det var første gang i en skilift for Eske (…og også for hans mor). Vi har enormt meget glæde af Eskes bærerygsæk, som far slæber rundt på, med Eske jublende på ryggen (…når han da ikke lige ligger og sover deromme).

Vi brugte yderligere et par dage på at komme videre ned mod Wellington, som er nordøens sydligste by og i øvrigt både regeringsby og afgangsby for interisland ferries mod Picton på sydøen. På vejen overnattede vi ved Rankitikei River. (GoogleMap) En rivende flod, som skærer sig gennem landskabet omgivet af høje lodrette kridtklinter. Et fantastisk badested! Efter en dag i Wellington var det afsted med færgen. En 3.5 times sejltur, der skønnes at være en af verdens smukkeste. Både i barskt åbent vand og i fantastisk skærgård med regnskov og klart blåt vand – jep!

Straks på sydøen begav vi os ud på opdagelse og har allerede nu fået vandret på to forskellige tracks. Dels lidt på Queen Charlotte Track, et ca. 70 km track der ligger tæt ved Picton og dels Cable Bay Track her ved Cable Bay, hvor vi bor nu. (Cable Bay var stedet for den første telegraf linie ud af NZ, til Australien) (GoogleMap) Vi var på stierne i 4 timer i dag i særdeles krævende terræn – vi er pissestolte, det var pisseflot og nu vi er ogse pissetrætte! – og Eske er helt cool med 4 timer i rygsækken. Enten hiver han far i håret, pludrer til bladene i regnskoven eller falder simpelthen i søvn, hvis der sker for lidt. Men efter sådan en tur var vi også blevet godt varme. Til alt held nåede vi i Nelson lige efter indkøbsturen, mens Eske sov i sin klapvogn, at hoppe i bølgerne ved Nelsons smukke sandstrand, Taruhanui Beach – oh! - selvom vandet faktisk også var ret varmt.

Vi er helt vildt glade for vores rejse. Ingen tvivl om, at det også er hårdt arbejde, men ofte må vi kigge på hinanden, smile og nikke – ja, det er fame suverænt. I dag har vi (udover det helt vilde vandreridt) som ofte før været målløse over folks ualmindelige venlighed. Ved flere lejligheder har folk umotiveret ydet ekstraordinære tjenester for os. Kørt os til vandreruten, tilbudt Anna en skyggefuld privat bænk til amning, åbent snakket med os. Måske er der en Eske-faktor – vi har hørt om, at det kan være en fordel at rejse med et lille barn - men vi føler nu alligevel, at vi kan mærke en særlig stemning hernede.

Vi er dog helt ufatteligt stolte over, at nærmest alle vi møder konstaterer Eskes høje humør og at han bringer så meget glæde omkring sig med sine smil og flirten med hele verden.

Tak for denne gang.

Mange kram fra os på sydkuglen
Eske, Philip og Anna