Jo, det regner i Wetland…

Så er der update fra os, der står på hovedet nede under Jer. Som nogen af Jer måske har erfaret, så bliver nogle af vores videoer redigeret af Youtube, når de opdager at vi bruger andre kunstneres musik. De fjerner simpelthen lyden fra film, der kan spores. Men så uploader vi dem bare her til bloggen. No problem.

Én af de film, der er på banen nu vil dog formentlig ikke få copyrightproblemer, for den har vi selv lavet fra enden til anden – check endelig vores Lord Of The Rings rip-off.

Vi er nået til Westland, som det så hensigtsmæssigt hedder. Det er sydøens vestkyst. Barsk og smuk strand med store dønninger og rå klipper. Masser af regnvejr fordi bjergene tårner sig op lige efter havet stopper, og skubber den varme og fugtige havluft op i luften. Så det er på mange måder fra den ene ekstrem til den anden. Vi har siden sidst været forbi den meget berømte nationalpark, Abel Tasman, der er kendt for krystalklart vand, smukke strande og tæt jungle. Vi havde et par dage deroppe, hvor vi forsøgte at finde en kombination af skygge fra den bagende sol og isolerethed fra turisthorderne. Ikke meget af det lykkedes, men det var virkelig et smukt område. Det er et foretrukket område for landets egen befolkning at holde ferie i, så der var crowdet, da det var en forlænget weekend i NZ. Men vi fik badet en masse i det flotte hav og taget en vandretur langs stranden.

Vi oplever igen og igen, at vi leder efter ensomme steder og alligevel bliver overraskede over, hvor mange mennesker, der er. Det er lidt underligt, for det er et meget stort land til kun 4 mill. mennesker. Men der er ikke så mange veje og de store seværdigheder trækker mange folk. Så oftest ender vi alligevel blandt mange mennesker og i turistområder, der nu engang er prægede af det, turistområder er… mange mennesker, dyre oplevelser til salg og en lille kø hen til det spændende. Men det lykkes så alligevel en gang i mellem, og så er det så dejligt.

Fra Abel Tasman tog vi sydover med retning mod vestkysten. Ofte bliver vores planer om, hvor vi skal hen og hvad vi lige skal den pågældende dag ændret af dagsformen – og den dag skulle vi pludselig finde et stopsted ude i ingenting, fordi Eske nu var træt af (færdig med…) at køre bil og skulle ud og”krudte”. Og der, i Murchinson, var der et dejligt sted. Det var på den tur, vi oplevede at køre i 38 graders varme – uhh, det var varmt – men vi spiste vandmeloner, drak en masse vand og kiggede længelsfuldt på Buller River, som slangede sig langs vejen. Og der i Murchinson lå der en campingplads langs med floden, der tilbød ensomhed, svalende dukkerter i floden og en lille café med smoothies og internet – smukt. Der var også en halv mand, (dog ikke en hobbit, for ham her var halvt på den anden led - han manglede nemlig både en arm og et ben) som boede der fast. Ham snakkede vi en masse med og han kastede (som rigtig mange andre) sin kærlighed på Eske og blev vores fine ven.

Vi møder i det hele taget som vi vist tidligere har nævnt, mange søde mennesker på vores tur. Da vi nåede ud til vestkysten til Panakaiki (GoogleMap), , stødte vi på et par Hollandske kitesurfere, som vi også havde sludret med nordpå ved Cable Bay. De inviterede os på kaffe i deres lækre kæmpecamper (som vi, overbeviste vi senere hinanden om, i virkeligheden slet ikke misundte dem…) hvor vi havde et par hyggelige timer. De følger cirka samme rute som os, så måske støder vi ind i dem igen.

Nå, men det var vestkysten. Der står så lovende i vores guidebog, at enten regner det her, eller også vrimler det med sandflies. Det passer nu ikke helt. Vi har godt nok allerede set rigeligt til både pest og kolera, men vi har også været på en fantastisk vandretur gennem regnskoven omkring Panakaiki hvor vi ikke var plaget af nogle af delene. Her skulle vi Bl.a. krydse en flod med opsmøgede bukser og vandrestøvlerne i hånden – hvor autentisk! (det var i øvrigt her vores ”Lord of The Rings”–film spontant opstod - og så kunne vi jo meget passende bruge den følgende dags meget regnfulde aften inde i camperen på at lave den færdig...) Vores vandretur endte ude ved kysten, hvor vi besøgte de berømte ”Pancake Rocks” – lagdelte sandstensklipper, som bølgerne har nedbudt til høje søjler, der ligner stakke af pandekager. Fra de helt ensomme timer i skoven kom vi her straks tilbage til den slagne vej af turist-highlights, hvor det vrimlede med souvenirboder og massevis af mennesker. Men det gjorde nu ikke noget, for stenene var virkelig flotte! Bølgerne fra det Tasmanske Hav tordner om dem og presser med buldrende drøn luft op gennem klippesprækker i jordoverfladen – wauw!

Nu er vi så kommet ned til Fox gletcheren lidt længere sydpå. (GoogleMap) En dag, der startede med gråvejr og sileregn endte med flot aftensol på bjergene. I morgen skal vi ud og vandre ved gletcheren, og så prøver vi igen at stikke lidt væk fra hovedvejen og se om vi kan finde os et mere ensomt sted. Så må vi se om det lykkes denne gang.

Eskenyt: Eske har endnu ikke fået sin sjette tand, der åbenbart lader vente på sig. Til gengæld øver han sig meget på at kravle. Han er indtil videre kommet så langt, at han fra siddende stilling sætter en fod og begge hænder i jorden og ligesom rejser sig halvt op på alle fire. Der står han så og rokker frem og tilbage og kan ikke rigtigt komme videre. Ind imellem læner han sig så langt frem, at han falder lige ned på hovedet. Så bliver han arrig og skal trøstes lidt, men så snart man sætter ham ned står han der igen og vipper.

Desuden udvikler han mere og mere personlighed. Bl.a. er han begyndt at drille forældrene lidt under spisningen. Når den værste sult er stillet begynder han pludselig at udstøde høje jubelråb, og derefter nærmest sprutter han maden ud af munden i en stor fontæne af grønsagsmos. Vi prøver at se alvorlige ud og sige ”Nej!” med rynkede øjenbryn, men det er svært at bevare alvoren nogle gange. Det hjælper heller ikke synderligt. Han kigger bare på os, smiler og sprutter en gang til.

Ellers er alt som det plejer og han pisser også lystigt og trofast på forældrenes lagen hver morgen under bleskiftet.

ELLERS ALT VEL!
Kærlig hilsen os alle 3 (knus)