Eske's step for mankind...

Alting får en ende...

Så er vi nået til Christchurch. Det er herfra flyet afgår om små 2 dage, når vi stikker snuden hjemad og runder eventyret af. Og vi ville lige give den sidste lille hilsen herfra, inden vi kommer hjem.

Så har vi også rejst i knap 7 uger, kørt over 6000 km. på de New Zealandske veje, vandret ture, besteget bjerge, svømmet i floder og så videre... Man kan sige, at vi på samme tid er fyldt godt til randen af de mange store oplevelser og samtidigt også er sultne efter mere. Men det er nok rejseoplevelsens store dilemma. Der skal på et tidspunkt i alle rejser siges farvel til de oplevelser, der ikke blev nået - og det gør vi så, med en anelse sund vemod.

I aften sover vi sidste gang i vores campervan. I morgen checker vi ind på et motel, så vi har tid og ro til at få pakket alle sagerne og afleveret køretøjet. Tirsdag morgen (Jeres mandag aften) ryger vi så afsted og lander hvis alt går vel i København onsdag morgen.

Generelt om perioden siden Dunedin kan vi konstatere, at det har været meget vådt. Over de

sidste 10 dage har vi haft en masse, masse regnvejr. Det førte til, at vi kørte tilbage ind til landet og tog nogle flere dage i Wanaka, som havde været et af vores favoritområder på den tidligere tur ned gennem landet. Først nåede vi dog lige at bese The Moeraki Boulders - En samling kugleformede klipper på sandstranden et stykke vej nord for Dunedin. De så altså helt vilde ud!

I Wanaka fik vi taget endnu en peak (Eske nåede toppen sovende) og besøgte desuden deres 'Puzzle World' hvor Eske fik sig en lille veninde (se billedet længere nede). Vi kørte herefter videre op til søerne i midten af sydøen. Her var vi heldige at passere Lake Pukaki netop som et hul i skydækket gav et fantastisk vue af Mount Cook, som desværre ikke helt kommer til sin ret på billedet nederst. Vi overnattede et par dage ved Lake Tekapo, hvor vi også tog en herlig vandretur (undervejs på vandreturen så Philip 2 rigtig store ørreder lige ved vandkanten i det klare vand... uhh, hvor var fiskegrejet?!). Siden har vi besøgt Banks Peninsula - en vulkansk halvø lige syd for Christchurch, som rejser sig bakket og grøn efter kilometervis af pandekageflad slette. Her tog vi en rigtig slapperdag (dem har vi ellers ikke haft så mange af på turen) og overlevede desuden en KANON storm-regnvejrsnat og sidder nu altså her i Christchurch.

Det har måske nok været nogle af de smukkeste områder vi har kørt gennem her den sidste uge, er vi enige om. Den centrale del af Sydøen er vanvittig, med langstrakte sletter, store smukker turkise søer og gigantiske bjerge i horisonten. Her kunne vi nemt have brugt mange flere uger. Men sådan bliver det ej nej.

Omkring Eske kan man sige, at alt er i skønneste orden. Han har netop haft 2 nætter, hvor han har stresset forældrene lidt ved pludselig at skulle til at være vågen på underlige tidspunkter. Det har han heldigvis pakket sammen igen og sov i nat igen 12 timer uden at sige et kvæk. Han er stadig som oftest jublende glad, og uanset hvor vi er, kommenterer folk ham med "...what a happy wee boy..." - det er dejligt med alle de smil. Han kan ikke kravle men tilgengæld laver han alle mulige andre krumspring i sine bestræbelser - sidst som videodokumenteret den armbøjnings-lignende bro-ting... check den på youtube. Han har forresten også fået sin 3. tand i overmunden, så der nu er balance i regnskabet med 6 i alt.

Det var alt herfra - tusind tak for alle hilsner herned til og tak til Jer for at have fulgt med. Det har simpelthen været så hyggeligt. Vi glæder os utroligt meget til at se Jer alle igen og komme hjem til det gode og dejlige liv med Jer.

Knus fra Eske, Anna og Philip

Ruten fra Dunedin til Christchurch (GoogleMap)

Alper, action og afsides – flere sider af NZ

Seneste rundtur i Aotearoa (Landet med den lange hvide sky) har ført os fordi de store gletchere, omkring actionlivet i ”Capital of Adventure” Queenstown, ud i ensomheden bag de store bjerge og skove og endelig ned i kulde og regn ved øens sydkyst.

Hej igen. Vi er kommet til Dunedin. (Googlemap). Det er meningen at der skal være højt solskin, flotte strande og flotte bølger her ved stillehavskysten. I stedet høvler det mildest taget ned. Vi har de sidste 2 døgn haft ”severe weather conditions” på hele sydøen, med et stort lavtryk, der helt undtagelsesvist kaster (virkelig) store mængder nedbør nedover de forundrede kiwier. Så vi er lidt en bunke våde hunde, der søger tørvejr, hvor det nu kan lade sig gøre. Lige nu er det på en stor camppark i Dunedin (vi sidder i fælleskøkkenet, hvor der er strøm til putten og har Eske med på babytelefonen) og de sidste par dage har det været lidt cafeer hist og pist, når vi da ikke lige har trodset regn og kulde (jaja, hernede er 11 grader faktisk koldt) og kæmpet os frem til at se lidt søløver eller pingviner på de vindomsuste klipper.

Efter gletcherne, som vi skrev fra sidste gang, har vi forladt vestkysten og er kørt ind i landet igen. Her ligger Southern Alps, en række store søer og de store ”action-byer”, hvor discipliner som Bungyjump, Jetboating, Skyjumps, Heli-touring bliver dyrket i den helt store stil. Vi har fra starten ikke haft ambitioner om at dykke ned i noget af det, men var dog enige om, at det ville være sjovt at se nogen (andre) udføre dem. På vejen ind til Queenstown ligger også det første sted hvor bungy-jump blev udviklet i sin moderne form og det var gratis at komme hen til broen og kigge med. Jeg tror vi brugte næsten 1 time på stedet i ren fascination over, at se den ene bekymrede ”hopper” efter den anden blive gennet ud over kanten og 50 meter ned i dybet. (I øvrigt i nøjagtig den canyon, der bliver brugt til ’pillars of the king’ i LOTR). Anna blev sulten... Vi gjorde ikke noget af det, men der blev tændt noget i os begge – og det er jo ikke for sent endnu.

Rent faktisk havde vi kørt lidt til fra vestkysten. Vi havde fået en SMS fra en par hollandske kitesurfere Mark og Jose, som vi havde mødt et par gange tidligere. De havde fra starten kastet deres kærlighed på Eske og fiskede nu efter, om vi ikke alle 5 kunne tage på et hike sammen. Mark var vild med Eskes rygsæk og ville gerne tage sin del af slæbet op ad et bjerg. Første mål var Roys Peak nær Wanaka, (GoogleMap) men det glippede af forskellige årsager – vi forsøge derfor selv at bestige det, men måtte give op på halvvejen. Der var simpelthen for stejlt og Philip lød efterhånden som sin Pajero… Anna måtte slæbe Eske ned af bjerget (billedet) og vi havde virkelig mødt vores grænse.

Til gengæld lykkedes det os at få lavet en aftale med Mark og Jose senere, der skulle vise sig at blive endnu et højdepunkt på turen.

Vi var begejstrede for Wanaka. (GoogleMap) Skarpe tinder, blå klar himmel, lækre søer og frisk, klar luft. Et superklima og vidunderligt smukt. Og fra Wanaka og til Queenstown (og bjergkæden The Remarkables) bliver det bare flottere og endnu mere spektakulært, som man næsten også kan fornemme på kortet. (GoogleMap)

Kæmpe campsite krise i Queenstown, hvor vi først kørte til én campingplads, der var stopfyldt (og her var Eskes spisetid allerede overskredet med hvad dertil hører), derefter afsted til alternativet, der af én aller anden grund ikke eksisterede mere?!?! What?! Uendeligt heldigt stødte vi på et lille undseeligt skilt til en campingplads, der så viste sig at være en ’Christian Campsite’, der ikke annoncerer nogen steder. Men der var helt tomt og de fede camppladser med udsigt over søen, Queenstown, solnedgang - og så endda midt i det område, hvor de skød ”Various Scenes of Middlearth”. (Se på kortet sydøst for campingpladsen) GULD! Philip var omvendt og sang salmer hele aftenen… (GoogleMap)

Efter noget sightseeing omkring Queenstown (Vi følte f.eks. vi efter omstændighederne var nødt til at besøge byen ”Paradise”) satsede vi og kørte efter et i guidebøgerne totalt uomtalt sted. Vi havde aftalt at køre afsted sammen med Mark og Jose, der også var ivrige efter at komme lidt væk fra alfarvej. Philip havde mødt en gut, der varmt havde anbefalet et sted omkring The Mavora Lakes. Der skulle være meget ensomt, 50 km. ud af en grusvej, vildt skønt og i øvrigt brugt til en længere række af LOTR locations. Og det var virkelig som lovet. På det store billede af søen og bjergene kan man lige skimte en lille hvid vogn, der er camperen – vi var for os selv, med noget hyggeligt og Eske-comitted voksenselskab, øller og fed stjernehimmel. Vi fik gået et langt hike og var omkring et par locations (The Orc Mount, Frodos træstub ved floden og badede selv der, hvor Sam hopper efter Frodos båd i 1’eren.) (GoogleMap)
Som bemærket fylder disse locations eftehånden en del, men det er bare så sjovt at genkende disse flotte steder fra filmen. Vi har i øvrigt også siddet lige midt i Isengard (Sarumans Tårn) (GoogleMap) – ved billedet af Philip og Eske, der spiser.

Mark og Jose fulgte os videre til Fiorland, der er en kæmpe nationalpark i den sydlige del af sydøen. Området er kendt for ”Norgeslignende” fjorde og meget dyre cruises. Så vi havde egentlig tænkt os at droppe området, men det blev alligevel til et længere hike med hollænderne, hvor vi så lidt af den vanvittigt uberørte og smukke natur.

Det er så ca. herfra vejret knækker sammen. Vi er siden kørt yderligere sydpå ned omkring en påfaldende skotsk-domineret del af NZ. Bjergene hedder alle noget med Ben-, byerne Invercargill, Oban og Bluff og menneskerne totalt uforståelige. Men her er jo også koldt og blæsende – ligesom i Skotland. Området The Catlins på Sydøens allersydligste del havde vi glædet os meget til. Og det var også virkelig smukt med skov og græsklædte bakker og barske klippekyster med pingviner og søløver. Vejret indbød desværre bare ikke til at udforske det yderligere i denne omgang, så efter en enkelt overnatning på en stormomsust klippe ved Curio Bay (GoogleMap) er vi altså nu kørt videre til Dunedin i håb om lidt indendørs aktiviteter i byen mens det regner af.

Nu sidder vi så her og kigger lidt på planerne. Der er lidt over en uge tilbage af historen.
Philip ærger sig også stadig over ikke at have købt sin heldags SUPERCOMBO for 600$ i Queenstown (Dkr 1800,-) Først et 9000 feet skyjump, så et bungy-jump, så en helikoptertur op ad Skippers Canyon og en River-Rafting ned af samme. Anna glimter stadig i øjnene når vi snakker Bungy… vejret bliver ikke bedre før om 2-3 dage, så vi må finde på noget smart… Bliver det tilbage til bjergene eller byferie i Dunedin?! Følg med her på kanalen...

Eske-nyt: Okay, endelig kommer det, som I alle læser hele møllen igennem for at komme til… :) Eske har fået meget fine solbrune kinder. Han har opdaget en meget fin ny leg, hvor legetøjet bliver holdt ud i strækt arm over hovedet på ham. Så griner han til det og siger enten da-da eller bah-bah – det kører i laang tid. Han er altid enormt glad for at være udenfor, og har flere gange taget over 4 timer i bærerygsækken i storslået vandrehumør. I dag var vi ude ved ”Nugget Point” i regnvejr og kuling. Og med regn i ansigtet bliver der bare jublet endnu højere. På andre områder er han ved at blive lidt mere sart og kan blive meget forskrækket over høje pludselige lyde. F.eks. et stort damplokomotivs afrejsepift medførte spontan-vræl. Tandbørstningen er nu med garanti en hysteri-klassiker… (lige indtil han selv får børsten i hånden).

Kravleriet går sløvt. Han er god til at komme op på alle 4 (perfekt full-back stilling) men går altså lidt i stå der. Han har én gang taget 2 kravleskridt, men har altså ikke knækket koden endnu.

Sover stadig rigtig fint – stadig i seng kl. 19, men kommer efterhånden først ”ned” til forældrene ved 7.30 om morgenen. Her bliver der så hygget nogen tid indtil havregrøden er ved at være klar. Her til morgen har Eske så lige haft en 13 timers nat uden et eneste break. Vi får nok vores udfordringer med ham på et andet område :)

Ruten gennem sydøen fra Fox Glacier til Dunedin (GoogleMap)

Det var, hvad vi havde valgt at bringe denne gang.

Tusinde knus
Eske, Anna og Philip

Telefon situation

PS - vores sidste (Philips) telefon er også gået tabt nu. Eske suttede på den og nu kan man ikke skrive på den mere. Vi kan modtage SMS'er og nogen gange ringe (men vi er ikke sikre på, til hvem vi ringer). Vi skaffer en ny inden for et par dage.

Jo, det regner i Wetland…

Så er der update fra os, der står på hovedet nede under Jer. Som nogen af Jer måske har erfaret, så bliver nogle af vores videoer redigeret af Youtube, når de opdager at vi bruger andre kunstneres musik. De fjerner simpelthen lyden fra film, der kan spores. Men så uploader vi dem bare her til bloggen. No problem.

Én af de film, der er på banen nu vil dog formentlig ikke få copyrightproblemer, for den har vi selv lavet fra enden til anden – check endelig vores Lord Of The Rings rip-off.

Vi er nået til Westland, som det så hensigtsmæssigt hedder. Det er sydøens vestkyst. Barsk og smuk strand med store dønninger og rå klipper. Masser af regnvejr fordi bjergene tårner sig op lige efter havet stopper, og skubber den varme og fugtige havluft op i luften. Så det er på mange måder fra den ene ekstrem til den anden. Vi har siden sidst været forbi den meget berømte nationalpark, Abel Tasman, der er kendt for krystalklart vand, smukke strande og tæt jungle. Vi havde et par dage deroppe, hvor vi forsøgte at finde en kombination af skygge fra den bagende sol og isolerethed fra turisthorderne. Ikke meget af det lykkedes, men det var virkelig et smukt område. Det er et foretrukket område for landets egen befolkning at holde ferie i, så der var crowdet, da det var en forlænget weekend i NZ. Men vi fik badet en masse i det flotte hav og taget en vandretur langs stranden.

Vi oplever igen og igen, at vi leder efter ensomme steder og alligevel bliver overraskede over, hvor mange mennesker, der er. Det er lidt underligt, for det er et meget stort land til kun 4 mill. mennesker. Men der er ikke så mange veje og de store seværdigheder trækker mange folk. Så oftest ender vi alligevel blandt mange mennesker og i turistområder, der nu engang er prægede af det, turistområder er… mange mennesker, dyre oplevelser til salg og en lille kø hen til det spændende. Men det lykkes så alligevel en gang i mellem, og så er det så dejligt.

Fra Abel Tasman tog vi sydover med retning mod vestkysten. Ofte bliver vores planer om, hvor vi skal hen og hvad vi lige skal den pågældende dag ændret af dagsformen – og den dag skulle vi pludselig finde et stopsted ude i ingenting, fordi Eske nu var træt af (færdig med…) at køre bil og skulle ud og”krudte”. Og der, i Murchinson, var der et dejligt sted. Det var på den tur, vi oplevede at køre i 38 graders varme – uhh, det var varmt – men vi spiste vandmeloner, drak en masse vand og kiggede længelsfuldt på Buller River, som slangede sig langs vejen. Og der i Murchinson lå der en campingplads langs med floden, der tilbød ensomhed, svalende dukkerter i floden og en lille café med smoothies og internet – smukt. Der var også en halv mand, (dog ikke en hobbit, for ham her var halvt på den anden led - han manglede nemlig både en arm og et ben) som boede der fast. Ham snakkede vi en masse med og han kastede (som rigtig mange andre) sin kærlighed på Eske og blev vores fine ven.

Vi møder i det hele taget som vi vist tidligere har nævnt, mange søde mennesker på vores tur. Da vi nåede ud til vestkysten til Panakaiki (GoogleMap), , stødte vi på et par Hollandske kitesurfere, som vi også havde sludret med nordpå ved Cable Bay. De inviterede os på kaffe i deres lækre kæmpecamper (som vi, overbeviste vi senere hinanden om, i virkeligheden slet ikke misundte dem…) hvor vi havde et par hyggelige timer. De følger cirka samme rute som os, så måske støder vi ind i dem igen.

Nå, men det var vestkysten. Der står så lovende i vores guidebog, at enten regner det her, eller også vrimler det med sandflies. Det passer nu ikke helt. Vi har godt nok allerede set rigeligt til både pest og kolera, men vi har også været på en fantastisk vandretur gennem regnskoven omkring Panakaiki hvor vi ikke var plaget af nogle af delene. Her skulle vi Bl.a. krydse en flod med opsmøgede bukser og vandrestøvlerne i hånden – hvor autentisk! (det var i øvrigt her vores ”Lord of The Rings”–film spontant opstod - og så kunne vi jo meget passende bruge den følgende dags meget regnfulde aften inde i camperen på at lave den færdig...) Vores vandretur endte ude ved kysten, hvor vi besøgte de berømte ”Pancake Rocks” – lagdelte sandstensklipper, som bølgerne har nedbudt til høje søjler, der ligner stakke af pandekager. Fra de helt ensomme timer i skoven kom vi her straks tilbage til den slagne vej af turist-highlights, hvor det vrimlede med souvenirboder og massevis af mennesker. Men det gjorde nu ikke noget, for stenene var virkelig flotte! Bølgerne fra det Tasmanske Hav tordner om dem og presser med buldrende drøn luft op gennem klippesprækker i jordoverfladen – wauw!

Nu er vi så kommet ned til Fox gletcheren lidt længere sydpå. (GoogleMap) En dag, der startede med gråvejr og sileregn endte med flot aftensol på bjergene. I morgen skal vi ud og vandre ved gletcheren, og så prøver vi igen at stikke lidt væk fra hovedvejen og se om vi kan finde os et mere ensomt sted. Så må vi se om det lykkes denne gang.

Eskenyt: Eske har endnu ikke fået sin sjette tand, der åbenbart lader vente på sig. Til gengæld øver han sig meget på at kravle. Han er indtil videre kommet så langt, at han fra siddende stilling sætter en fod og begge hænder i jorden og ligesom rejser sig halvt op på alle fire. Der står han så og rokker frem og tilbage og kan ikke rigtigt komme videre. Ind imellem læner han sig så langt frem, at han falder lige ned på hovedet. Så bliver han arrig og skal trøstes lidt, men så snart man sætter ham ned står han der igen og vipper.

Desuden udvikler han mere og mere personlighed. Bl.a. er han begyndt at drille forældrene lidt under spisningen. Når den værste sult er stillet begynder han pludselig at udstøde høje jubelråb, og derefter nærmest sprutter han maden ud af munden i en stor fontæne af grønsagsmos. Vi prøver at se alvorlige ud og sige ”Nej!” med rynkede øjenbryn, men det er svært at bevare alvoren nogle gange. Det hjælper heller ikke synderligt. Han kigger bare på os, smiler og sprutter en gang til.

Ellers er alt som det plejer og han pisser også lystigt og trofast på forældrenes lagen hver morgen under bleskiftet.

ELLERS ALT VEL!
Kærlig hilsen os alle 3 (knus)

Eske filmen

Update

Hejsa - her var lige en forbindelse, vi kunne bruge og jeg havde lige lyst til at uploade kørselsruter, dels den sidste rute fra nordøen og dels ruten indtil videre på sydøen.

Napier til Wellington - (GoogleMap)

Picton til Murchison (hvor vi sidder lige nu) - (GoogleMap)

Der er iøvrigt også uploadet et par film til youtube kanalen.

Vi har været i Nationalparken Abel Tasman (helt oppe nordpå) og er derefter kørt mod vestkysten. Lige nu er vi midt inde i landet på sydøen. Her er vilde dagstemperaturer og i går smeltede vi i 38 grader. Et resultat af fønvinde fra bjergkæderne ude vestpå, der tager al fugten ud af luften og sender den drønvarm ned til os. Det betyder til gengæld også, at vi er på vej til kraftige regnskyld og kraftig vind ved Westport på vestkysten.

I dag har det været pause-dag ved Murchison, hvor vi fant en fredelig campingplads ud til Buller River. Her er dejlig sval cafe med shakes og smoothies og badning i floden - alle er glade. (GoogleMap)

Over høje vulkaner…

Ok, så gik der lidt lang tid igen. Men det er virkelig ikke mangel på vilje. Vi har ikke meget held med fungerende internet selv på de store camp-parks rundt i landet her. Når vi endelig har fundet en, med trådløst net, virker det utrolig dårligt og er ikke til at arbejde med. Internetcaféer er der naturligvis i de store byer, men det passer dårligt at skulle bruge timer på en internetcafe om eftermiddagen når man kunne ligge på stranden eller tage en dejlig spadseretur, og når vi endelig er i en større by, har vi som regel stort program med indkøb mv.… Vi prøver nu i stedet at forberede blog-indlæg, billeder og videoer på vores medbragte computer og gøre det hele klar på en usb-pind, til hurtig ekspedition når vi findet en internetcafe. Dette her materiale er f.eks. uploadet fra et ”gratis” trådløst netværk fra kommunebiblioteket i Nelson (tæt ved stranden), Sydøen. (GoogleMap)

Ja, så vidt er vi kommet siden sidst. Men der er til gengæld sket utroligt meget. Vi har vandret på vulkaner, stredt gennem ”Mordors” golde lavagrund, kastet os i frådende vandmasser i ”Anduins” rivende strøm, overnattet i spektakulære kridt-gorges for endelig at forlade nordøen under en dramatisk flot sejlads over Cook Strait til nye og spændende oplevelser på sydøen.

Og her har vi så været i 3 dage nu, på 2 forskellige campsites.

Det har dog været lidt vemodigt at skulle sige farvel til nordøen. Dels er det en slags ”halvejs” selvom det tidsmæssigt egentlig er en urimelig beregning. Dels vidste vi, at sydøen er meget anderledes en nordøen, og nordøen har vi ligssom ”knækket” koden på nu, så det er også mod nye udfordringer, naturligvis spændende oplevelser - og muligvis et par ubehageligheder. Vi har hele tiden vidst, at sydøens store bagside var de enormt irriterende og dominerende sandfluer. De ligner almindelige fluer, men er bare meget mindre. Deres bid er meget smertefuldt og kløende og det skulle vrimle med dem på sydøens fugtige og varme vest- og nordkyst. Vi har løbende spurgt til dem, når vi har mødt rejsende hernede fra – og deres ankler, håndled og himmelvendte øjne har vidnet om en alvorlig plage. Vi har simpelthen været bekymret for, om de ville gå på Eske og hvordan det ville gå.

Nu er vi her så – og det er heldigvis endnu til at leve med. Alle her siger ”…bare vent til vestkysten…” men vi lærer lige nu, hvordan de skal håndteres. Vi smører os i insekt-shit hver dag og det kan vi konstate hjælper. Desuden kan de kun bide og skal derfor have bar hud for at komme til – så det er bare at ”cover-up”, hvilket dog kan være lidt anstrengende i 24 graders varme.

Til alt held er de tilsynelande ligeglade med Eske. Han har dog har fået 2-3 bid, men reagerer overhovedet ikke på dem – hehe.

Men her et hurtigt rids over turen siden sidst. Fra Napier en lang tur tilbage ind til midten af øen, hvor der ligger 3 store vulkaner. Først var vi dog lige forbi NZ’s største sø, Lake Taupo, hvor det siges, at ørrederne nærmest hopper op i hænderne på lystfiskerne. (GoogleMap) Ørred må ikke sælges eller købes hernede så det er virkelig et lystfiskermekka. Vi mødte dog en ynkelig fisker på campsitet, der havde ligget der med sin båd i 2 uger og ikke fanget én eneste. Men vi fik badet i søen og det er der vist også en lille video på www.youtube.com/philipmundt der viser.

Nationalparken med de 3 vulkaner hedder Tongariro National Park – alle 3 vulkaner er stadig aktive (den ene er kendt som ”Mount Doom” fra Lord Of The Rings) og en anden var lige gået fra risclevel 0 til 1 – yeah! Vi fik taget nogle mindre hikes i området og kørte også med en skilift næsten til toppen på den ene. Enormt flot, alpint lavaland – barskt, men også dejlig svalt i 2000 meters højde – det var første gang i en skilift for Eske (…og også for hans mor). Vi har enormt meget glæde af Eskes bærerygsæk, som far slæber rundt på, med Eske jublende på ryggen (…når han da ikke lige ligger og sover deromme).

Vi brugte yderligere et par dage på at komme videre ned mod Wellington, som er nordøens sydligste by og i øvrigt både regeringsby og afgangsby for interisland ferries mod Picton på sydøen. På vejen overnattede vi ved Rankitikei River. (GoogleMap) En rivende flod, som skærer sig gennem landskabet omgivet af høje lodrette kridtklinter. Et fantastisk badested! Efter en dag i Wellington var det afsted med færgen. En 3.5 times sejltur, der skønnes at være en af verdens smukkeste. Både i barskt åbent vand og i fantastisk skærgård med regnskov og klart blåt vand – jep!

Straks på sydøen begav vi os ud på opdagelse og har allerede nu fået vandret på to forskellige tracks. Dels lidt på Queen Charlotte Track, et ca. 70 km track der ligger tæt ved Picton og dels Cable Bay Track her ved Cable Bay, hvor vi bor nu. (Cable Bay var stedet for den første telegraf linie ud af NZ, til Australien) (GoogleMap) Vi var på stierne i 4 timer i dag i særdeles krævende terræn – vi er pissestolte, det var pisseflot og nu vi er ogse pissetrætte! – og Eske er helt cool med 4 timer i rygsækken. Enten hiver han far i håret, pludrer til bladene i regnskoven eller falder simpelthen i søvn, hvis der sker for lidt. Men efter sådan en tur var vi også blevet godt varme. Til alt held nåede vi i Nelson lige efter indkøbsturen, mens Eske sov i sin klapvogn, at hoppe i bølgerne ved Nelsons smukke sandstrand, Taruhanui Beach – oh! - selvom vandet faktisk også var ret varmt.

Vi er helt vildt glade for vores rejse. Ingen tvivl om, at det også er hårdt arbejde, men ofte må vi kigge på hinanden, smile og nikke – ja, det er fame suverænt. I dag har vi (udover det helt vilde vandreridt) som ofte før været målløse over folks ualmindelige venlighed. Ved flere lejligheder har folk umotiveret ydet ekstraordinære tjenester for os. Kørt os til vandreruten, tilbudt Anna en skyggefuld privat bænk til amning, åbent snakket med os. Måske er der en Eske-faktor – vi har hørt om, at det kan være en fordel at rejse med et lille barn - men vi føler nu alligevel, at vi kan mærke en særlig stemning hernede.

Vi er dog helt ufatteligt stolte over, at nærmest alle vi møder konstaterer Eskes høje humør og at han bringer så meget glæde omkring sig med sine smil og flirten med hele verden.

Tak for denne gang.

Mange kram fra os på sydkuglen
Eske, Philip og Anna