Over høje vulkaner…

Ok, så gik der lidt lang tid igen. Men det er virkelig ikke mangel på vilje. Vi har ikke meget held med fungerende internet selv på de store camp-parks rundt i landet her. Når vi endelig har fundet en, med trådløst net, virker det utrolig dårligt og er ikke til at arbejde med. Internetcaféer er der naturligvis i de store byer, men det passer dårligt at skulle bruge timer på en internetcafe om eftermiddagen når man kunne ligge på stranden eller tage en dejlig spadseretur, og når vi endelig er i en større by, har vi som regel stort program med indkøb mv.… Vi prøver nu i stedet at forberede blog-indlæg, billeder og videoer på vores medbragte computer og gøre det hele klar på en usb-pind, til hurtig ekspedition når vi findet en internetcafe. Dette her materiale er f.eks. uploadet fra et ”gratis” trådløst netværk fra kommunebiblioteket i Nelson (tæt ved stranden), Sydøen. (GoogleMap)

Ja, så vidt er vi kommet siden sidst. Men der er til gengæld sket utroligt meget. Vi har vandret på vulkaner, stredt gennem ”Mordors” golde lavagrund, kastet os i frådende vandmasser i ”Anduins” rivende strøm, overnattet i spektakulære kridt-gorges for endelig at forlade nordøen under en dramatisk flot sejlads over Cook Strait til nye og spændende oplevelser på sydøen.

Og her har vi så været i 3 dage nu, på 2 forskellige campsites.

Det har dog været lidt vemodigt at skulle sige farvel til nordøen. Dels er det en slags ”halvejs” selvom det tidsmæssigt egentlig er en urimelig beregning. Dels vidste vi, at sydøen er meget anderledes en nordøen, og nordøen har vi ligssom ”knækket” koden på nu, så det er også mod nye udfordringer, naturligvis spændende oplevelser - og muligvis et par ubehageligheder. Vi har hele tiden vidst, at sydøens store bagside var de enormt irriterende og dominerende sandfluer. De ligner almindelige fluer, men er bare meget mindre. Deres bid er meget smertefuldt og kløende og det skulle vrimle med dem på sydøens fugtige og varme vest- og nordkyst. Vi har løbende spurgt til dem, når vi har mødt rejsende hernede fra – og deres ankler, håndled og himmelvendte øjne har vidnet om en alvorlig plage. Vi har simpelthen været bekymret for, om de ville gå på Eske og hvordan det ville gå.

Nu er vi her så – og det er heldigvis endnu til at leve med. Alle her siger ”…bare vent til vestkysten…” men vi lærer lige nu, hvordan de skal håndteres. Vi smører os i insekt-shit hver dag og det kan vi konstate hjælper. Desuden kan de kun bide og skal derfor have bar hud for at komme til – så det er bare at ”cover-up”, hvilket dog kan være lidt anstrengende i 24 graders varme.

Til alt held er de tilsynelande ligeglade med Eske. Han har dog har fået 2-3 bid, men reagerer overhovedet ikke på dem – hehe.

Men her et hurtigt rids over turen siden sidst. Fra Napier en lang tur tilbage ind til midten af øen, hvor der ligger 3 store vulkaner. Først var vi dog lige forbi NZ’s største sø, Lake Taupo, hvor det siges, at ørrederne nærmest hopper op i hænderne på lystfiskerne. (GoogleMap) Ørred må ikke sælges eller købes hernede så det er virkelig et lystfiskermekka. Vi mødte dog en ynkelig fisker på campsitet, der havde ligget der med sin båd i 2 uger og ikke fanget én eneste. Men vi fik badet i søen og det er der vist også en lille video på www.youtube.com/philipmundt der viser.

Nationalparken med de 3 vulkaner hedder Tongariro National Park – alle 3 vulkaner er stadig aktive (den ene er kendt som ”Mount Doom” fra Lord Of The Rings) og en anden var lige gået fra risclevel 0 til 1 – yeah! Vi fik taget nogle mindre hikes i området og kørte også med en skilift næsten til toppen på den ene. Enormt flot, alpint lavaland – barskt, men også dejlig svalt i 2000 meters højde – det var første gang i en skilift for Eske (…og også for hans mor). Vi har enormt meget glæde af Eskes bærerygsæk, som far slæber rundt på, med Eske jublende på ryggen (…når han da ikke lige ligger og sover deromme).

Vi brugte yderligere et par dage på at komme videre ned mod Wellington, som er nordøens sydligste by og i øvrigt både regeringsby og afgangsby for interisland ferries mod Picton på sydøen. På vejen overnattede vi ved Rankitikei River. (GoogleMap) En rivende flod, som skærer sig gennem landskabet omgivet af høje lodrette kridtklinter. Et fantastisk badested! Efter en dag i Wellington var det afsted med færgen. En 3.5 times sejltur, der skønnes at være en af verdens smukkeste. Både i barskt åbent vand og i fantastisk skærgård med regnskov og klart blåt vand – jep!

Straks på sydøen begav vi os ud på opdagelse og har allerede nu fået vandret på to forskellige tracks. Dels lidt på Queen Charlotte Track, et ca. 70 km track der ligger tæt ved Picton og dels Cable Bay Track her ved Cable Bay, hvor vi bor nu. (Cable Bay var stedet for den første telegraf linie ud af NZ, til Australien) (GoogleMap) Vi var på stierne i 4 timer i dag i særdeles krævende terræn – vi er pissestolte, det var pisseflot og nu vi er ogse pissetrætte! – og Eske er helt cool med 4 timer i rygsækken. Enten hiver han far i håret, pludrer til bladene i regnskoven eller falder simpelthen i søvn, hvis der sker for lidt. Men efter sådan en tur var vi også blevet godt varme. Til alt held nåede vi i Nelson lige efter indkøbsturen, mens Eske sov i sin klapvogn, at hoppe i bølgerne ved Nelsons smukke sandstrand, Taruhanui Beach – oh! - selvom vandet faktisk også var ret varmt.

Vi er helt vildt glade for vores rejse. Ingen tvivl om, at det også er hårdt arbejde, men ofte må vi kigge på hinanden, smile og nikke – ja, det er fame suverænt. I dag har vi (udover det helt vilde vandreridt) som ofte før været målløse over folks ualmindelige venlighed. Ved flere lejligheder har folk umotiveret ydet ekstraordinære tjenester for os. Kørt os til vandreruten, tilbudt Anna en skyggefuld privat bænk til amning, åbent snakket med os. Måske er der en Eske-faktor – vi har hørt om, at det kan være en fordel at rejse med et lille barn - men vi føler nu alligevel, at vi kan mærke en særlig stemning hernede.

Vi er dog helt ufatteligt stolte over, at nærmest alle vi møder konstaterer Eskes høje humør og at han bringer så meget glæde omkring sig med sine smil og flirten med hele verden.

Tak for denne gang.

Mange kram fra os på sydkuglen
Eske, Philip og Anna

rundvisning i camperen

Efter flere opfordringer kommer her en lille rundvisning i vores hjem.

I damp og røg…

Undskylder for ventetiden på dette indslag på bloggen. Vi har været en blanding af lidt uheldige og derude hvor kragerne vender – ingen af delene gav adgang til internet, men til gengæld stof til blog.

Vi befinder os lige nu stadig på nordøen, i byen Napier på øens østkyst. (GoogleMap) Vi sidder på en såkaldt luksus campsite, og har valgt dette nu da vi har hårdt brug for en vaskemaskine og ja, internet. Og det er da også superfedt at nyde gode badefaciliteter, toilet og køkkenforhold. Vi glæder os til hårvask i morgen!

Lige nu (klokken 19) er putteritualet i gang, og Anna ammer og synger for Eske, der er på vej i seng. Aftenen er lidt anderledes end de andre aftner vi har haft, da det er overskyet og med kraftig vind og mørke skyer i horisonten – der ser ud til nogle ordentlige byer. Så vi er pakket indendørs og sidder i bilen og kigger på hinanden. Eske sover som sædvanligt godt. Herfra sover han til i morgen tidlig mellem 7 og halvotte, men eet pat-break i løbet af natten.

Denne gang er der ingen nye tænder at fortælle om. Til gengæld vokser dem han har, og han ligner et lille jordegern med sine to nye fortænder (se billedet)

Det har været nogle spændende og indholdsrige dage. Der giver ikke mening at gå i detaljer med alle begivenheder og steder vi har besøgt, men fra Coromandel har vi bevæget os ned til midten af øen, hvor de store termiske områder ligger. Det er gejsere, mudpools, hotpools og sådan noget. Spændende at opleve et sted hvor der er så meget gang i undergrunden. Det ryger og damper og sprutter – og lugter lifligt af rådne æg. Fra Rotorua, hvor vi boede på et campsite lidt ude for byen ved en dejlig sø (GoogleMap) har vi sidenhen bevæget os østpå, over noget vildmark på 100 km ”…winding and unsealed road…” gennem endnu en af NZ’s store nationalparker. Det var fedt og spændende endelig at være off the beaten track og gav os noget af den rejseform, vi har længtes efter helt fra starten. Vi overnattede på en afsides campsite ned til en smuk, smuk sø, dejlig badning og noget friluft. (GoogleMap) Det var lidt ’rough going’ på den lange støvede grusvej, men et plus var, at Eskes bare lår dirrede så fint som budding hele vejen :)

Der er kommet lidt mere rutine over caravenen her – på godt og ondt. Mange af vores udviklede systemer virker nu rigtig fint, myggenettene på ruderne, omflytningen af bilen hver morgen og aften, køre-rutinen med frokost- og afkrudtningspauser. Men tilsyneladende har vi også et fast tidspunkt vi går kolde. Årsagerne kan være mange. I dag var det kortlæsning(oh, my GOD!), i går var det sandflies, forleden var det varmen og dagen før et urimelig dårligt campsite. Det pudsige er, at det altid er ca. klokken 16.00 vi bliver utidige og væser – det griner vi en del af! :)
Og så er vi ikke altid så tjekkede til at holde orden på de mange ting på den meget begrænsede plads. Forleden havde vi det meste af pakkenelikkerne ude på græsset på jagt efter et forsvundet kamera, som siden dukkede op i en jakkelomme. Og for tiden er det mobiltelefonen, som har forputtet sig. (Hvis nogen skal have fat på os, er det derfor på Philips gamle telefonnummer, indtil i hører andet…)

Men vi har også skullet igennem en lille omstilling. Det er bestemt ikke som Norge. ”Freedom Camping” er ikke længere udbredt og vi er derfor tvunget til at bruge officielle campsites. Det er vi jo ikke vant til, og et par gange har vi pludselig set os selv på en SKOD campingplads med udsigt til køkkenbygningen – kedeligt. Vi skønner dog, og oplever også, at når vi forlader alfarvej og de store turistområder, så bliver det hele lidt mere ”os”. Endvidere slutter NZ-lændernes sommerferie om en uge, hvilket igen skulle lette trykket på turistmålene.

Vi har dog fået en mindre last her undervejs. Vores altdominerende shopping magnet er supermarkeds kæden Pak’n Safe. Det skulle ifølge guidebogen være pendanten til den danske Netto, men det er bare løgn. Vi snakker et KÆMPE supermarked, naturligvis åbent fra 06-23 alle dage, det har alt, f.eks. gik Anna AMOK i en vej-selv müesli bar på 6 meter, Philip AMOK i en 2 meter friskbagt muffins bar (nu har vi testet 7 forskellige, den bedste er mokka og valnød – geeee) vi købte alt hvad vi kunne finde på, herunder store rump-steaks, lamme-honning-rosmarin-pølser, vin, øl, bleer, derudad – og det blev under kr. 500,- nu handler vi KUN i Pak’n Safe. :P

Hvorom alting er, så kører karavanen derudaf. Nu er vi som sagt kommet til Napier, og i morgen skal vi ud at se på byen. Den har en lidt speciel historie. Hele den oprindelige by styrtede sammen ved et stort jordskælv i 1931 og blev derefter bygget op på ny efter tidens art deco mode, og den skulle være både køn og speciel.

Endnu engang tak for alle de søde mails og hilsner. Det er rigtig hyggeligt, at I følger med derhjemme. Husk at se de sidste nye film på www.youtube.com/philipmundt

PS - her er vist et rutilink, der viser vores vej fra Coromandel til starten af grusvejen. (GoogleMap)
PPS - Og her et link fra Muropara til Napier, hvor vi er nu. (GoogleMap)

Mange kærlige hilsner fra os alle tre

Eske laver Circus

Tropesol og liggestol - Coromandel Peninsula

Hej alle kære læsere...

Så kommer der lige endnu en update. Ikke fordi der er sket SÅ meget siden sidst, men pludselig var der en fantastisk café med gratis internet, og vi var sultne og havde lige brug for en skyggepause her over middag – så en dejlig sandwich, kaffe, frugtbowle og iskoldt vand er toppen. Og kursen bliver bedre dag for dag, så hele butikken koster os under 100,- det er faktisk billigt at leve hernede lige nu!

Kort fortalt gik ruten fra sidste checkpoint ned sydover igen. Vi gjorde holdt for natten på en campground nord for Auckland, Shakespear Regional Park (GoogleMap) – superflot sted – hvor vi samlede kræfter efter en lang køredag. Det var meget blæsende, så vi nød spektakulære kitesurfere ved stranden.

Nu er vi så havnet på Coromandel halvøen, et par timer sydøst fra Auckland. Det er egentlig kiwiernes eget feriemål, så her er lidt crowdet, men her skulle være landets bedste strande – og flot er her sgu!

Eske klarer stadig strabadserne til UG. Han fandt sig i et par lange køredage stort set uden vrøvl. I dag har han så fået sin første dukkert i Stillehavet, og det syntes han da også var cool nokJ Mor og far fik også badet ved en dejlig palmestrand ved Cook’s Beach (GoogleMap) med udsigt til smukke klippeformationer og en gammel vulkan. Siden har han i øvrigt fået en fortand mere – har nok et helt gebis, når vi kommer hjem.

Menuen de sidste mange dage har ikke været ekstravagant – den har stået på ruskomsnusk 4 aftener i træk. Det er pasta med bacon/grøntsags sovs, som vi laver dobbelt portion af så de holder 2 dage. Kræfterne har ikke rækket til mere og vi har været totalt wastede kl. 21.00 og er faldet i søvn med det samme. Men nu skal det være anderledes. Vi var et smut forbi Auckland og vores camperbix – de havde glemt at give os vores BBQ system med, så det skulle hentes og samtidigt fik vi også klunset os til et skyggesejl, til at sætte foran camperen.

Så i aften er der planlagt dejlige steaks, løg og grøntsager til grillen og det bliver bare fedt. Ikke mindst da det er lidt besværligt at lave mad inde i bilen når Eske er lagt til at sove, og en logistisk prøvelse at nå det inden 18.30 hvor sengeritualet indledes. Så nu foregår det udenfor.

Anna var for hardcore til at lede os gennem Aucklands myldretidstrafik. Jeg har travlt nok med at holde os i den rigtig side af vejen, så her skal teamworket virkelig spille.

Nu er vi til gengæld i sommerland. Vulkaner bag os, stillehavet foran os, hvide strande og skyfri himmel med heftig solskin. I dag er det kørefri dag, så den står på nydelse og afslapning – jeg synes det er vildt, at vi befinder os og bader på netop den kyst, kaptajn Cook ”fandt” New Zealand ved for mange år siden – på det tidspunkt var der på begge øern kun een eneste art pattedyr, en flagermus. Det har ændret sig meget siden.

I aften æder vi eet af de nytilkomne :)

Mange hilsner til jer alle og tak for de mange hilsner både her på bloggen og på mailen. Det er så hyggeligt, at I følger med i turen.

De tre eventyrere

Northland rundet

Så er der endelig nyt fra New Zealand-eventyrerne. Vi har været helt afskåret fra internet og mobildækning de sidste par dage, men er nu endelig i civiliserede egne igen. :) - Se hvor vi skriver fra nu - tryk her!

Lige nu befinder vi os på en campingplads ved en lille by ved navn Paihia i Bay of Islands på New Zealands nordø. Her er hvide sandstrande, blåt Stillehav og højt solskin. Vi har haft nogle spændende dage. For at starte hvor Philip slap sidst, gik resten af rejsen også over al forventning. Også på flyveturen til Auckland fik vi lov at boarde som de første og fik de fedeste pladser – man burde altid have en baby med på flyvetur! Eske klarede resten af turen i fin stil – først den allersidste time slap tålmodigheden op, men så var vi pludselig fremme til 28 graders solskin og nye spændende ting at kigge på, og så var han glad igen. :) Vildt at komme ud til sommer og sol fra Danmarks mørke vinter!

Nu er vi så kommet på vejen og det er fedt! Landet er bare så smukt! Allerede nu har vi badet i Stillehavet, set på 2000 år gamle kæmpetræer i regnskoven, har haft regn, sol og blæst og er så småt ved at få vendt døgnet på plads og lære vores nye hjem at kende. Eske har vist sig at være en mesterrejser! Efter noget bøvl den første nat, var hans døgn faldet på plads, og han sover nu ligeså fint om natten som han gjorde derhjemme. I camperen sidder han mellem os på forsædet og nyder det. Enten synger han ud til vejen, griner og pludrer til far og mor, eller falder bare i søvn.

Nu begiver vi os nedad mod Auckland igen, og skal de næste par uger udforske resten af Nordøen. Hvis nogen vil i kontakt med os har vi anskaffet os et New Zealandsk mobilnummer: +64 210 524 791. Det koster vist nok 3-4 kroner at sende os en sms – så ved I dét :)

Slut herfra for denne gang. Vi skal til køjs. I går nat sov vi ikke så godt, da halvdelen af regnskovens myg var kommet med ind i camperen. I aften har vi sat myggenet op og håber på en god nattesøvn. Eske snorker allerede på sin hems. Mange hilsner til jer alle sammen

PS. Til bedsteforældre, mødregruppevenner og andre interesserede kan vi oplyse, at Eske har fået to nye tænder siden vi tog hjemmefra – én foroven og én forneden :)

Vi har i øvrigt også gjort et par videoer klar til Jer - de kan ses på www.youtube.com/philipmundt

Jaaaah-pan og på-vej

Så er ferien virkelig startet. Jeg (Philip) sidder i Kansai Airport i nærheden af Osaka, Japan. Vi har allerede rejst vanvittigt langt og er kun nået halvejs. Anna-pigen og Ekse-boy er puttet i lufthavnens "nursery" hvor der er det hyggeligeste babyværelse indrettet til småfolk i transit. Klokken er lokaltid 11 formiddag men det kradser lidt i øjnenen for den siger nat 03 i danmark og så godt sover jeg nu alligevel ikke i flyet.

ALT er dog gået helt fantastisk. Fede pladser i flyet og vi får endog lov til at boarde først, et privilegium jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Eske er faldet i søvn umiddelbart før hvert take-off og ænser hverken motorbulder, trykfald eller turbulens - så det er bare for let.

Lufthavnen er fed, jeg sidder i sollyset (fra en skyfri himmel) og ser løbende lækre fly lette. Der er sgu gratis trådløst internet og Japanerne er vildt søde hele tiden... Om 4 timer sidder vi i næste fly mod Auckland og de næste 11 timer over skyerne. Juhu! :)